Containeren, der kørte nordpå: når bortskaffelse af byggeaffald bliver en straffesag

Bortskaffelse af byggeaffald er dyrt i Tyskland, og fristelsen til at tage materialet med hjem i den tomme lastbil er indlysende. Men affald er ikke en almindelig vare. Både håndteringen og selve transporten over grænsen er selvstændigt reguleret, og ved farligt affald – navnlig asbest – er overtrædelser ikke en miljøbøde, men en straffesag med en strafferamme på indtil fem års fængsel. Nedenfor følger et konstrueret, men helt typisk forløb.

Sagen: Kenneth og containeren

Kenneth driver et dansk nedrivnings- og renoveringsfirma med en opgave i Kiel, hvor en ældre ejendom skal have nyt tag og nye facadeplader.

Under arbejdet nedtages de gamle bølgeplader af eternit fra 1970'erne. Kenneths folk pakker dem sammen med det øvrige blandede byggeaffald i en container, og da lastbilen alligevel skal tomt hjem om fredagen, tager den containeren med til en plads i Sønderjylland, hvor selskabet har en aftale om billigere bortskaffelse.

Der er ingen anmeldelse, ingen ledsagepapirer og ingen tilladelse.

Ved en kontrol på motorvejen syd for grænsen bliver lastbilen standset af tolden sammen med miljømyndigheden. Der udtages prøver af pladerne. Analysen viser asbest.

Fire uger senere er der en straffesag mod Kenneth personligt – og lastbilen har i mellemtiden stået stille i ti dage.

Hvorfor det ikke er en miljøbøde, men en straffesag

Tysk ret behandler affald efter et andet system, end mange forventer. Afgørende er ikke, hvad materialet er værd, men hvad det indeholder, og om håndteringen er sket i et anlæg og efter en procedure, der er godkendt til formålet.

Den centrale straffebestemmelse rammer den, der uden for et tilladt anlæg eller i væsentlig afvigelse fra en foreskrevet fremgangsmåde behandler, oplagrer, deponerer eller på anden måde bortskaffer affald, som er kræftfremkaldende eller indeholder giftige eller sundhedsskadelige stoffer. Strafferammen er fængsel indtil fem år, og også den uagtsomme variant er strafbar.

Det betyder, at det hverken er en forudsætning, at nogen kom til skade, eller at der skete en påviselig forurening. Og det hjælper ikke at henvise til, at materialet blev afleveret et sted, hvor det blev modtaget, hvis stedet ikke var godkendt til netop denne affaldstype.

Asbest: det materiale, der ændrer alt

Kenneths sag havde set anderledes ud, hvis containeren kun havde indeholdt mursten og træ.

Asbestholdige materialer hører til det farlige affald og udløser et helt eget regelsæt. Selve nedtagningen kræver dokumenteret sagkundskab, bestemte arbejdsmetoder og anmeldelse til myndigheden, inden arbejdet påbegyndes. Bortskaffelsen skal ske i særskilt emballage, adskilt fra andet affald og med dokumentation i hele kæden.

Blandes asbestholdigt materiale sammen med almindeligt byggeaffald, opstår der derfor to problemer på én gang: en overtrædelse af reglerne om arbejdets udførelse, og en overtrædelse af reglerne om bortskaffelse.

Dertil kommer, at eksponering af medarbejdere rejser et selvstændigt spørgsmål om ansvar for deres helbred, som i alvorlige tilfælde behandles efter bestemmelserne om legemsbeskadigelse.

Grænsen: transporten er selvstændigt reguleret

Det andet forhold i Kenneths sag handler ikke om, hvad der skete med affaldet, men om, at det blev flyttet over en grænse.

Transport af affald mellem EU-lande har sine egne regler. For farligt affald gælder som udgangspunkt en anmeldelsesprocedure, hvor både afsender- og modtagerlandets myndigheder skal give accept, før transporten må finde sted. For andre affaldstyper gælder lempeligere, men stadig formelle krav om ledsagedokumenter.

Sker transporten uden den nødvendige tilladelse og i et vist omfang, er det en selvstændig strafbar handling ved siden af selve bortskaffelsen.

Netop derfor er »den tomme lastbil, der alligevel kører hjem« en så dyr idé. Den sparede afgift i Tyskland koster en anmeldelsesprocedure, man ikke har gennemført.

Hvem er ansvarlig – bygherren eller entreprenøren?

Her ligger et af de vigtigste forsvarsspørgsmål, og det bliver ofte overset i den første vurdering.

Efter tysk affaldsret påhviler en række pligter affaldsproducenten, og ved en renovering er det som udgangspunkt bygherren, altså ejendommens ejer. Det er bygherren, der skal have undersøgt bygningen for farlige materialer, og som skal have oplyst entreprenøren om det.

I praksis er ansvaret dog delt, og entreprenøren har egne pligter, navnlig når han håndterer materialet og burde have genkendt det. En entreprenør, der har spurgt til bygningens materialer, fået en skriftlig erklæring fra bygherren og handlet ud fra den, står derfor fundamentalt anderledes end en, der ikke har spurgt.

Det er den dokumentation, sagen i sidste ende afgøres på – ikke forklaringen om, hvad man troede.

Følgerne for virksomheden

Straffen er sjældent det, der rammer hårdest. Det gør driftskonsekvenserne. Køretøjet kan holdes tilbage, og affaldet skal bortskaffes lovligt for virksomhedens regning, ofte til en pris, der langt overstiger den oprindelige besparelse. Byggepladsen kan blive standset, mens forholdene undersøges, og det økonomiske udbytte – altså netop de sparede omkostninger – kan konfiskeres. Ledelsen kan hæfte personligt, og der kan pålægges en selvstændig bøde til selskabet, hvis der ikke har været etableret rimelige kontrolforanstaltninger.

Dertil kommer, at en afgørelse kan føre til udelukkelse fra offentlige udbud, hvilket for en entreprenør med tyske kunder ofte er den alvorligste følge af dem alle.

Hvor forsvaret sætter ind

Det, der haster, er frigivelsen af køretøjet og afklaringen af, hvordan affaldet lovligt kommer videre. Begge dele kan trække ud, hvis de ikke håndteres straks, og begge dele koster hver dag.

Sideløbende begæres aktindsigt, og fristerne sikres. Derefter prøves sagen fagligt på tre punkter. Klassificeringen: var materialet faktisk farligt affald, hvordan blev prøverne udtaget, og holder analysen? Omfanget: de skærpede bestemmelser forudsætter en vis mængde, og opgørelsen er ikke altid korrekt. Og ansvarsfordelingen: hvad oplyste bygherren, hvad blev der spurgt om, og hvilken dokumentation forelå, da arbejdet begyndte?

Endelig står forsætsspørgsmålet centralt. Forskellen mellem en forsætlig og en uagtsom overtrædelse er betydelig, og den afgøres af, hvad virksomheden vidste og undersøgte – ikke af, hvad myndigheden efterfølgende konstaterede i laboratoriet.

Enhver sag afhænger af sine konkrete forhold, og et bestemt udfald kan aldrig loves.

Hvad du bør gøre nu

Udtal dig ikke om, hvordan affaldet blev sorteret eller hvorfor det blev transporteret, før akterne er set. Ret heller ikke i byggedagbog, følgesedler eller korrespondance efter kontrollen – det gør et håndterbart problem til et alvorligt.

Sikr i stedet dokumentationen: bygherrens oplysninger om materialerne, undersøgelsesrapporter, tilbudsmateriale og korrespondance fra tiden før arbejdet begyndte. Det er de papirer, der afgør ansvarsfordelingen.

Og kontakt os hurtigt. Både køretøjets frigivelse, byggepladsens standsning og forsætsspørgsmålet afgøres i sagens første dage.

Dansk-tysk forsvar for bygge- og nedrivningsvirksomheder

Vores kontor forener dansk-tysk kommunikation med strafferetlig erfaring og indgående kendskab til tysk miljø- og byggeret. Vi bistår danske entreprenører og transportvirksomheder i hele Tyskland – fra kontrollen ved grænsen til sagens afslutning.

Første samtale på dansk, tysk eller engelsk – fortroligt.