Købt i en tysk butik – men ulovlig at have på sig: souvenirerne, der ender som en våbensag

At en genstand står til salg i en tysk butik, betyder ikke, at den må ejes, og slet ikke at den må bæres. Tysk våbenret arbejder med tre forskellige spørgsmål – må man købe det, må man have det, og må man have det med sig – og de tre svar er ikke de samme. Netop derfor ender grænsehandlens peberspray, teleskopstave og foldeknive så ofte som en straffesag mod danske købere, hvor besiddelsen alene kan koste indtil tre års fængsel. Nedenfor følger et konstrueret, men helt typisk forløb.

Sagen: en pose fra grænsehandlen

Lars er 48 år, bor ved Esbjerg og er en lørdag i Flensborg for at handle. I en butik med udstyr til jagt og friluftsliv køber han tre ting: en peberspray til sin kone, en teleskopstav, som han synes virker fornuftig at have i bilen, og en foldekniv af den type, der åbnes med et vip, til sønnens samling.

Alt bliver betalt over disken, han får en kvittering, og ingen siger noget om regler.

På vejen hjem gør han ophold i Hamborg for at besøge en bekendt. Tæt ved banegården bliver han kontrolleret, og posen bliver gennemgået.

To af de tre genstande bliver beslaglagt på stedet. Han får oplyst, at de hører til den kategori, som slet ikke må besiddes i Tyskland, og at der oprettes en sag.

Lars peger på kvitteringen og forklarer, at han har købt dem i en helt almindelig butik få timer før. Det hjælper ikke, og kvitteringen bliver lagt i akterne.

De tre spørgsmål, der ikke har samme svar

Her ligger hele misforståelsen, og den er værd at holde fast i.

Det første spørgsmål er, om genstanden må sælges og købes. Det andet er, om den må besiddes – altså ligge hjemme i et skab. Og det tredje er, om den må føres, hvilket i tysk ret betyder at have den med sig uden for sit eget hjem eller sin forretning.

En genstand kan være lovlig at købe og eje, men ulovlig at bære. En anden kan være forbudt at eje, uanset hvor den er købt. Og en tredje er helt fri.

Butikkens sortiment er derfor ikke en vejledning i, hvad man må. Det hænger blandt andet sammen med, at nogle genstande lovligt sælges til personer med særlige tilladelser eller til eksport.

De forbudte genstande: besiddelsen alene er nok

Dette er den kategori, der gør sagerne alvorlige.

Tysk våbenret indeholder en liste over genstande, der er helt forbudte. Besidder man en af dem, er forholdet strafbart i sig selv – uden at man har brugt den, truet med den eller taget den med nogen steder. Strafferammen går op til tre år, og i visse tilfælde højere.

Til kategorien hører blandt andet slagvåben som knojern, totschlägere og stålpiske, visse knive, der åbnes med en fjeder eller ved et vip, og elektriske stødapparater uden den krævede godkendelse.

Listerne er detaljerede og afhænger af genstandens konkrete udformning – længde, åbnemekanisme, låsefunktion, godkendelsesmærke. Det betyder to ting: man kan ikke vurdere en genstand ud fra dens navn, og en sag kan afhænge af en teknisk detalje, som faktisk kan efterprøves.

Peberspray: den vigtige forskel

Her er der en reel forskel, som få kender.

Spray, der er godkendt og mærket som middel til dyreafværgelse, er i Tyskland som udgangspunkt ikke et våben, og voksne må både købe og medbringe den. Spray, der er beregnet og markedsført til brug mod mennesker, bedømmes anderledes og kræver et bestemt godkendelsesmærke.

Forskellen ses på mærkningen, ikke på indholdet – og det er netop mærkningen, der afgør sagen ved en kontrol.

Dertil kommer den danske side. Dansk våbenlovgivning er på flere af disse punkter strengere end den tyske, og en spray, der lovligt må købes og bæres i Tyskland, kan være ulovlig at indføre og besidde i Danmark. Man kan derfor stå med to problemer: et tysk om bæring og et dansk om indførsel.

Bæreforbud og forbudszoner

Dette rammer også de helt lovlige genstande.

Tysk ret indeholder et generelt forbud mod at føre visse knive – dem, der kan åbnes med én hånd, og dem med faste blade over en bestemt længde. De må gerne ejes; de må blot ikke være med på gaden.

Dertil kommer, at byer kan indføre våbenforbudszoner, typisk omkring banegårde, forlystelseskvarterer og udvalgte gader, hvor også ellers tilladte genstande er forbudt at medbringe. Zonerne er skiltet, men skiltene opdages sjældent af en turist.

Og endelig gælder særlige regler ved arrangementer – koncerter, fodboldkampe, markeder – hvor kontrol er reglen snarere end undtagelsen.

Hvorfor kvitteringen ikke redder sagen

Det er værd at forstå, hvorfor argumentet ikke holder.

Spørgsmålet om, hvorvidt en genstand er forbudt, afgøres af genstanden selv – ikke af hvem der solgte den. En butik kan have solgt lovligt, fordi den sælger til en kundekreds med tilladelser eller til udlandet, og alligevel kan køberen være i strid med reglerne i det øjeblik, han går ud ad døren.

Kvitteringen er dog alt andet end værdiløs. Den er det bedste bevis for, at købet skete åbent og i god tro – og det har betydning for den vurdering, der afgør sagens størrelse.

Hvor forsvaret sætter ind

Når brevet først er kommet, er der mere at prøve, end beslaglæggelsen antyder.

Arbejdet begynder med aktindsigt og med at sikre fristen i et Strafbefehl – som regel to uger.

Derefter prøves klassificeringen. Hvilken kategori hører genstanden faktisk til, målt på sin konkrete udformning? Her er der i praksis reelle uenigheder, og en vurdering foretaget ved vejkanten er ikke en afgørelse. En teknisk undersøgelse ændrer ikke sjældent sagens karakter.

Dernæst prøves sondringen mellem besiddelse og bæring, som har stor betydning for strafudmålingen – og for, om der overhovedet foreligger et forhold.

Og endelig prøves den subjektive side. Et åbent køb i en almindelig butik få timer før, med kvittering og uden nogen form for skjul, taler imod forsæt og kan flytte sagen fra straffe- til bødeområdet. Ved førstegangsforhold uden brug af genstanden er en afslutning uden dom – eventuelt mod et vilkår – et realistisk mål.

Efter indsigelse mod et Strafbefehl kan forsvareren som regel møde for klienten, så rejsen til Tyskland spares.

Enhver sag afhænger af sine konkrete forhold, og et bestemt udfald kan aldrig loves.

Hvad du bør gøre nu

Udtal dig ikke om, hvorfor du havde genstanden med, hvad den skulle bruges til, eller om du har haft andre med før. Du har pligt til at oplyse navn og personlige data – ikke mere. Netop forklaringen »den er til selvforsvar« er den sætning, der gør mest skade, fordi den netop beskriver brugen mod mennesker.

Gem alt: kvitteringen, emballagen med mærkningen, fotos af genstanden, kvitteringen for beslaglæggelsen og kuverten med datoen for det tyske brev. Mærkningen på emballagen er i disse sager ofte det afgørende bevis.

Og inden næste tur: gå ud fra, at det, der ligger i en butik, ikke er en garanti. Spørg konkret, hvad der må ejes og hvad der må bæres – og lad det, du er i tvivl om, blive på hylden.

Dansk-tysk forsvar i våbensager

Vores kontor forener dansk-tysk kommunikation med strafferetlig erfaring og indgående kendskab til tysk strafferet og våbenret. Vi bistår danske privatpersoner, jægere og rejsende i hele Tyskland – i straffesagen, i bødesagen og i sagen om beslaglagte genstande.

Første samtale på dansk, tysk eller engelsk – fortroligt.