Mors parkeringskort i forruden: hvorfor tre timer i Hamborg kan ende som en straffesag

Kortet ligger i handskerummet, det er familiens, og pladsen stod jo tom. For de fleste føles det som en lille frihed, man tager sig – i værste fald en parkeringsafgift. I Tyskland er det noget andet: et parkeringskort til personer med handicap er et personligt legitimationspapir, og bruger man et, der tilhører en anden, er det et strafbart forhold. Er kortet oven i købet kopieret eller rettet, taler vi om dokumentfalsk med en strafferamme på indtil fem års fængsel. Og den, der i sidste ende mister kortet, er ikke nødvendigvis den, der brugte det. Nedenfor følger et konstrueret, men helt typisk forløb.

Sagen: tre timer ved rådhuset i Hamborg

Jørgen er 58 år, bor ved Herning og skal en lørdag i Hamborg med sin kone. Hans mor har et parkeringskort til personer med handicap, og det ligger fast i bilen, fordi han ofte kører hende til læge.

Moren er ikke med på turen. Jørgen lægger alligevel kortet i forruden og parkerer på en reserveret plads tæt ved rådhuset.

Efter to timer kommer en parkeringsvagt. Han fotograferer kortet og bilen og spørger, hvem indehaveren er. Jørgen forklarer, at det er hans mors, og at hun ikke er med.

Kortet bliver inddraget på stedet. Fire måneder senere ligger der et tysk brev til Jørgen om, at han er sigtet – og et brev til hans mor fra den myndighed, der har udstedt kortet.

Hvad kortet er – og hvad det ikke er

Her ligger misforståelsen, og den er helt afgørende.

Et parkeringskort til personer med handicap er personligt. Det følger indehaveren, ikke bilen, og det kan derfor bruges i enhver bil – men kun når indehaveren selv transporteres. Det er ikke et kort, der tilhører familien, og det er ikke et tilbehør til bilen.

Netop derfor behandles kortet som et legitimationspapir. Bruger man et kort, der er udstedt til en anden, for at opnå en fordel, er forholdet strafbart – og strafferammen er bøde eller fængsel indtil et år.

Og bestemmelsen rammer begge veje. Den, der stiller sit kort til rådighed for en anden, kan selv være strafansvarlig. Det er den del, der ofte kommer som det største chok i familien.

Hvor det bliver alvorligt: kopien og rettelsen

Dette er springet, ingen regner med.

Er kortet farvekopieret, er udløbsdatoen rettet, er navnet overklæbet, eller er kortet lavet efter en skabelon fra internettet, er der ikke længere tale om misbrug af et ægte kort. Så foreligger der dokumentfalsk, og strafferammen går op til fem år.

Forskellen mellem de to situationer er altså ikke, hvor man parkerede, men hvad der lå i forruden. En kopi lavet i al uskyld – »originalen skulle ligge i mors bil« – er præcis den variant, der flytter sagen op.

Den konsekvens, der rammer en anden

Her bliver sagen virkelig ubehagelig, og det er værd at vide på forhånd.

Når kortet inddrages, underrettes den myndighed, der har udstedt det. Den kan vurdere, om kortet skal trækkes tilbage – og det er indehaveren, der mister det, ikke føreren.

For en ældre eller gangbesværet person er et parkeringskort ikke en bekvemmelighed, men en forudsætning for at komme til læge, til genoptræning og i byen. Det er derfor i praksis den tungeste følge af hele forløbet, og den falder på den, der slet ikke var med i bilen.

Hvad der kun er en afgift – og hvad der er mere

Det er nyttigt at kunne skelne, for der er stor forskel.

En parkeringsskive, der er stillet forkert eller justeret, mens man er væk, er som udgangspunkt en administrativ overtrædelse. Det samme gælder at parkere på en reserveret plads helt uden kort, at stå for længe, eller at mangle miljømærket i forruden.

Det, der løfter forholdet ud af afgiftsområdet, er papiret: at bruge et dokument, der tilhører en anden, eller at bruge et dokument, der er ændret eller eftergjort. Samme parkering kan derfor være en afgift i det ene tilfælde og en straffesag i det andet.

Hvor forsvaret sætter ind

Når brevet først er kommet, er der mere at prøve, end det ser ud til.

Arbejdet begynder med aktindsigt og med at sikre fristen i et Strafbefehl – som regel to uger.

Derefter prøves det centrale: blev kortet rent faktisk brugt over for nogen, eller lå det blot i bilen? Og var indehaveren med? Her er detaljerne vigtige, for der findes situationer, hvor indehaveren transporteres, men ikke er synlig i bilen i det øjeblik, en vagt kommer forbi – og de situationer bedømmes anderledes.

Dernæst prøves, hvad kortet faktisk er: original, kopi eller bearbejdet. Det er dette spørgsmål, der afgør, om sagen hører i den lave eller den høje ende.

Og parallelt føres sagen over for den udstedende myndighed, så indehaveren ikke mister kortet, blot fordi ingen svarede på brevet. De to spor har hver sine frister.

Ved førstegangsforhold er en afslutning uden dom – eventuelt mod et vilkår – et realistisk mål, og efter indsigelse mod et Strafbefehl kan forsvareren som regel møde for klienten, så rejsen til Tyskland spares.

Enhver sag afhænger af sine konkrete forhold, og et bestemt udfald kan aldrig loves.

Hvad du bør gøre nu

Udtal dig ikke om, hvor ofte kortet har ligget i bilen, hvem der har brugt det før, eller hvem der lavede en eventuel kopi. Du har pligt til at oplyse navn og personlige data – ikke mere.

Lav ikke en ny kopi, og send ikke en forklaring til myndigheden på egen hånd. Det skaber som regel et nyt problem.

Gem alt: kvitteringen for inddragelsen, parkeringsbilletter, dokumentation for turen og kuverten med datoen for begge breve.

Og husk reglen, der gør hele problemet overflødigt: kortet må bruges, når indehaveren selv er med. Er indehaveren ikke i bilen, skal kortet ikke i forruden.

Dansk-tysk forsvar i sager om dokumenter og parkering

Vores kontor forener dansk-tysk kommunikation med strafferetlig erfaring og indgående kendskab til tysk strafferet og forvaltningsret. Vi bistår danske klienter i hele Tyskland – i straffesagen og over for de myndigheder, der udsteder og inddrager kort og tilladelser.

Førte samtale på dansk, tysk eller engelsk – fortroligt.