To papirer, ikke ét: når fisketuren til Tyskland ender som en straffesag

Danske lystfiskere tager hvert år til Schlei, Eider, Elben og den tyske østersøkyst – og de fleste ved, at der skal et fiskekort til. Det, de færreste ved, er at der i Tyskland som regel skal to papirer til, og at det er manglen på det andet, der gør forholdet strafbart. Fisker man uden tilladelse fra den, der har fiskeretten, er det ikke en bøde, men krybskytteri med en strafferamme på indtil to års fængsel – og med en reel risiko for, at stænger og udstyr bliver inddraget. Nedenfor følger et konstrueret, men helt typisk forløb.

Sagen: en weekend ved Schlei

Jesper er 44 år, bor i Odense og kører en fredag til Slien med to kammerater. De har forberedt sig: online har de købt et tysk fisketegn i turistudgaven, som gælder i nogle uger og ikke kræver en prøve.

Lørdag morgen finder de et godt sted ved en bådebro uden for en lille by og fisker i fire timer. Sidst på formiddagen kommer en fiskerikontrollør forbi.

Fisketegnet er i orden. Men kontrolløren spørger efter det kort, der giver ret til at fiske netop dét vand – og det har de ikke. De har antaget, at tegnet var nok.

Stængerne bliver fotograferet, data optaget, fangsten og to af stængerne beslaglagt. Tre måneder senere ligger der et tysk brev i postkassen i Odense.

De to papirer – og hvorfor det andet er det afgørende

Her ligger misforståelsen, og den er den samme i næsten alle sagerne.

Det første papir er det statslige fisketegn. Det er en personlig tilladelse til overhovedet at fiske, og i flere delstater findes en turistudgave, der kan købes uden prøve for en begrænset periode. Mangler det, er forholdet som udgangspunkt en administrativ overtrædelse med bøde.

Det andet papir er tilladelsen til det konkrete vand – fiskekortet, som udstedes af den, der har fiskeretten: en forening, en kommune, en lodsejer eller en forpagter. Fisker man uden den, fisker man på en andens ret.

Og det er netop dét, straffebestemmelsen rammer. Fiskeretten tilhører nogen, og den, der fisker eller tilegner sig fangst uden tilladelse, begår krybskytteri. Strafferammen er bøde eller fængsel indtil to år.

Forskellen mellem en bøde og en straffesag afhænger altså ikke af, hvor meget man fangede, men af hvilket papir der manglede.

Udstyret: den konsekvens, der svier mest

Dette punkt overraskes selv erfarne fiskere af.

Ved krybskytteri kan de genstande, der er brugt, inddrages. For en lystfisker med gode stænger, hjul og elektronik kan værdien af det beslaglagte uden videre overstige enhver bøde i sagen.

Dertil kommer fangsten, som inddrages, og i nogle tilfælde et erstatningskrav fra den, der har fiskeretten.

Reglerne er ikke ens i hele Tyskland

Dette er grunden til, at man ikke kan lære sig én regel og rejse videre med den.

Fiskeri er reguleret af delstaterne, og reglerne er forskellige fra Schleswig-Holstein til Mecklenburg-Vorpommern, Niedersachsen og Hamborg. Det gælder både fisketegnets form, turistudgaven, kravene til kort for det enkelte vand og forholdet mellem ferskvand og kystvand.

Dertil kommer, at de frie kystområder og de indre vande ikke behandles ens, og at grænsen mellem dem ikke altid er synlig fra bredden – en bro, en sluse eller et åudløb kan være skillelinjen.

Den praktiske regel er derfor enkel: papirerne skal købes til det vand, man skal fiske i, og spørgsmålet skal stilles lokalt – i den butik, hos den forening eller på det kontor, der udsteder kortet.

De forhold, der ofte kommer oveni

Sagerne består sjældent kun af det manglende kort.

Fredningstider og mindstemål gælder art for art, og de er ikke de samme som de danske. Dertil kommer, at der for visse arter i Østersøen findes begrænsninger for antallet af fisk, en lystfisker må tage med, og de ændres fra år til år.

Antallet af stænger, natfiskeri, brug af levende agnfisk og visse redskaber er desuden reguleret – og brug af levende agnfisk er forbudt.

Og et punkt, som overrasker danske fiskere mest: tysk dyreværnsret kræver, at en fisk, man lovligt må tage, behandles og aflives korrekt. At genudsætte en fisk, der er fuldt lovlig at hjemtage, udelukkende for sportens skyld, kan være problematisk efter tyske regler. Den tankegang er stik modsat den, mange er vant til hjemmefra.

Hvad kontrollen må

Det er værd at kende, fordi mange tror, det er en privat samtale.

En fiskerikontrollør er ikke en tilfældig forbipasserende. Han kan kræve papirer og legitimation, kontrollere fangst, beholdere og redskaber, og han kan beslaglægge.

Nægter man at vise papirer eller oplyse navn, bliver situationen ikke mindre alvorlig – den bliver blot et forhold mere.

Hvor forsvaret sætter ind

Når brevet først er kommet, er der mere at prøve, end man skulle tro.

Arbejdet begynder med aktindsigt og med at sikre fristen i et Strafbefehl – som regel to uger.

Derefter prøves det centrale: forelå der en tilladelse, og hvad dækkede den? Rigtig mange sager handler reelt om en grænse: kortet gjaldt, men ikke for netop den strækning, den bred eller det udløb. Her er formuleringerne i kortet og den lokale afgrænsning afgørende, og de er oftere uklare, end anklagen antyder.

Dernæst prøves den subjektive side. Købte de sigtede papirer i god tro, fik de en vejledning i butikken, var skiltningen på stedet tilstrækkelig? En reel misforståelse om vandets afgrænsning bedømmes helt anderledes end bevidst fiskeri uden kort.

Og endelig føres sagen mod inddragelsen, der ofte er det økonomisk tungeste – og mod en afslutning uden dom, eventuelt mod et vilkår, hvilket ved førstegangsforhold er et realistisk mål. Efter indsigelse mod et Strafbefehl kan forsvareren som regel møde for klienten, så rejsen til Tyskland spares.

Enhver sag afhænger af sine konkrete forhold, og et bestemt udfald kan aldrig loves.

Hvad du bør gøre nu – og inden næste tur

Udtal dig ikke om, hvor længe I fiskede, hvor mange ture I har taget, eller hvem der købte hvilke papirer. Du har pligt til at oplyse navn og personlige data – ikke mere.

Gem alt: kvitteringer for fisketegn og kort, fotos af skiltningen på stedet, korrespondancen med den, der solgte papirerne, og kuverten med datoen for det tyske brev. Netop kvitteringen og skiltningen er de to beviser, der oftest afgør sagen.

Og skal du af sted: køb papirerne til det konkrete vand, og få bekræftet, hvor grænserne går. Det koster få euro og et spørgsmål i en butik.

Dansk-tysk forsvar i fiskeri- og jagtstraffesager

Vores kontor forener dansk-tysk kommunikation med strafferetlig erfaring og indgående kendskab til tysk strafferet og særlovgivning. Vi bistår danske lystfiskere, jægere og rejsende i hele Tyskland – i straffesagen, i bødesagen og i sagen om beslaglagt udstyr.

Første samtale på dansk, tysk eller engelsk – fortroligt.