Tre uger: den frist, danske ejerledere ikke ved findes

I Danmark er det ikke strafbart at lade være med at indgive konkursbegæring. I Tyskland er det. Direktøren for et tysk selskab har en selvstændig pligt til at indgive begæring, når selskabet er insolvent – og fristen er kort. Overskrides den, er det ikke en civil tvist med kreditorerne, men en straffesag mod direktøren personligt, som i praksis næsten altid bringer flere forhold med sig. Nedenfor følger et konstrueret, men helt typisk forløb.

Sagen: Steen og de syv måneder

Steen er 54 år og ejer et dansk selskab, der driver et tysk datterselskab med femten ansatte inden for montage. Han er direktør i det tyske selskab.

I marts går to store kunder i betalingsstandsning, og selskabet mangler pludselig fire måneders omsætning. Steen gør, hvad enhver driftig ejerleder ville gøre: han taler med banken, presser på for nye ordrer, betaler de leverandører, der ellers stopper leverancerne, og udskyder resten.

Lønnen bliver betalt – det går forud for alt andet – men bidragene til de tyske sociale kasser bliver ikke afregnet i fire af månederne.

I oktober må han give op og indgiver konkursbegæring. Kurator gennemgår regnskaberne og fastslår, at selskabet efter hans vurdering var ude af stand til at betale fra april.

Steen er nu sigtet for tre forhold: forsinket konkursbegæring, manglende afregning af sociale bidrag og forhold omkring betalingerne i perioden.

Pligten, dansk ret ikke kender

Det første, der skal forstås, er, at der ikke er tale om en god skik, men om en lovpligt med en frist.

Direktøren for et tysk kapitalselskab skal indgive konkursbegæring uden ugrundet ophold, når selskabet er insolvent. Loven sætter en yderste grænse: senest tre uger efter, at selskabet er blevet ude af stand til at betale, og senest seks uger ved overgældsætning.

Tilsidesættelse er strafbar med en strafferamme på indtil tre års fængsel. Også den uagtsomme variant er strafbar – altså den situation, hvor man ikke så det, men burde have set det.

Fristen er ikke en betænkningstid, man kan bruge frit. Den er et yderste vindue til at forsøge en redning, og den begynder at løbe på det tidspunkt, hvor insolvensen objektivt indtrådte – ikke når man selv erkendte den.

De to grunde – og hvornår uret begynder

Insolvens foreligger efter tysk ret i to former, og de har hver sin frist.

Betalingsudygtighed betyder, at selskabet ikke kan betale sine forfaldne forpligtelser. Vurderingen er talmæssig: hvor stor en del af de forfaldne krav kan ikke dækkes, og i hvor lang tid. En kortvarig og beskeden mangel på likviditet er ikke nok – men når et hul på en betydelig del af de forfaldne krav består i mere end et par uger, er grænsen passeret.

Overgældsætning betyder, at aktiverne ikke dækker forpligtelserne. Her er der dog en vigtig undtagelse: er der en positiv prognose for fortsat drift – altså en realistisk, dokumenteret forventning om, at selskabet kan fortsætte – foreligger der ikke overgældsætning i lovens forstand.

Det er netop her, forsvaret har sit vigtigste ståsted. Den dato, kurator fastsætter, er en vurdering, ikke en kendsgerning – og den kan efterprøves.

Følgeforholdet, der næsten altid kommer med

I praksis står forsinket konkursbegæring sjældent alene. Det hyppigste følgeforhold er manglende afregning af lønmodtagerandelen af de sociale bidrag.

Det forhold er en selvstændig forbrydelse med en strafferamme på indtil fem år, og det er fuldbyrdet allerede på forfaldsdagen – uanset om der var penge på kontoen. Og fordi hver måned tæller for sig, bliver fire måneders manglende afregning til fire forhold.

For Steen betyder det, at den beslutning, der føltes mest ansvarlig – at prioritere lønnen og leverandørerne – er den, der har skabt det alvorligste forhold i sagen.

Betalingerne i krisen: det personlige ansvar

Der er et lag mere, og det er rent økonomisk det tungeste.

Fra det tidspunkt, hvor selskabet er insolvent, må der som udgangspunkt ikke længere foretages betalinger, der formindsker boet. Gør direktøren det alligevel, hæfter han personligt over for selskabet for beløbene – og kravet gøres gældende af kurator efter konkursen.

Det er en fælde af helt særlig karakter, fordi den rammer præcis den adfærd, en loyal erhvervsdrivende ville vælge: at betale dem, der har arbejdet, og dem, der har leveret.

Dertil kommer, at usædvanlige dispositioner i perioden – at flytte aktiver, at betale nærtstående, at føre bogføringen mangelfuldt – kan udløse selvstændige straffebestemmelser om skyldnersvig.

Når bestillinger bliver til bedrageri

Et sidste forhold, som ofte dukker op i anklageskriftet.

Bestiller man varer eller ydelser på et tidspunkt, hvor man ved eller må regne med, at de ikke kan betales, kan forholdet bedømmes som bedrageri over for leverandøren.

I praksis er det et spørgsmål om, hvad man vidste på bestillingstidspunktet, og om der forelå en reel og underbygget forventning om, at pengene ville komme. En dokumenteret ordre, et tilsagn fra banken eller en konkret aftale med en kunde kan bære den forventning. En generel optimisme kan ikke.

Hvor forsvaret sætter ind

Arbejdet begynder med aktindsigt og med at sikre fristerne – også i kurators civile sag, som kører parallelt.

Derefter rettes indsatsen mod sagens kerne: datoen. Kurators vurdering af, hvornår insolvensen indtrådte, hviler på en likviditetsopgørelse og på antagelser om, hvilke krav der var forfaldne og bestridte. Den opgørelse kan gennemgås og bestrides, og forskydes datoen med nogle måneder, falder en stor del af forholdene bort af sig selv.

Dernæst dokumenteres det, der foregik i perioden: forhandlingerne med banken, ordrerne i pipelinen, tilsagnene fra kunderne, og – vigtigst – den rådgivning, der faktisk blev indhentet. En direktør, der løbende drøftede situationen med en revisor eller en rådgiver og handlede efter vurderingen, står fundamentalt anderledes end en, der ikke spurgte nogen.

Enhver sag afhænger af sine konkrete forhold, og et bestemt udfald kan aldrig loves.

Hvad du bør gøre nu

Er selskabet i en presset situation, så få datoen for insolvens vurderet fagligt nu og skriftligt. Det er den ene disposition, der har betydning for alt det øvrige, og den kan ikke rekonstrueres troværdigt bagefter.

Træf ikke beslutninger om, hvem der skal betales, uden at have afklaret, om selskabet allerede er over grænsen. Det er netop de beslutninger, der skaber det personlige ansvar.

Og er der kommet brev fra en kurator eller fra en anklagemyndighed, så udtal dig ikke om forløbet, før akterne er set. Kurator er ikke din rådgiver, og hans spørgsmål besvares i et andet spor end straffesagens.

Dansk-tysk forsvar for direktører og ejerledere

Vores kontor forener dansk-tysk kommunikation med strafferetlig erfaring og specialviden i tysk økonomisk strafferet. Vi bistår danske direktører i sager om forsinket konkursbegæring, sociale bidrag og konkursrelaterede forhold i hele Tyskland – og med vurdering af situationen, mens der stadig er handlerum. Første samtale på dansk, tysk eller engelsk – fortroligt.